NRK er dominerende både i bredden og nichen på det norske mediemarked. NRK er ikke kun store på traditionelle elektroniske medier (70% Tv og 50% Radio), men har også en stærk tilstedeværelse på nettet. Ifølge VGs debatredaktør, Elisabeth Skarsbø Moen, er konkurrenceforholdene usunde. NRK har givet sig selv plads i et multimediemarked - uden at de kommercielle aktører er blevet spurgt.

En ulige situation

Elisabeth Skarsbø Moen mener ikke, at dominansen skal opretholdes. Digitaliseringen fører ikke til ændringer i public service-mediernes forretningsmodeller. De får nye muligheder for at sprede indholdet på nye platforme. Derimod må de kommercielle på desperat jagt efter nye forretningsmuligheder. Ifølge Elisabeth Skarsbø Moen kan NRK agere næsten som de vil. Og det ses på nettet, hvor nrk.no ligner meget de kommercielle aktørers sites. Ifølge debatredaktøren har NRK fået for meget inspiration fra VG, når de valgte deres slagord. NRKs lyder ”Gør dagen bedre” og VGs er ”Dagen bliver ikke den same uden VG”. Ifølge Elisabeth Skarsbø Moen et eksempel på, at NRK efterligner de kommercielle aktører.

Men det er de lokale medier, som udgør den største forvridning af den fri konkurrence. NRK er i direkte konkurrence med de lokale aviser. Helt grundlæggende betyder det, at NRK byder noget gratis, som andre vil tjene penge på.

Få eller købe

VG er som de fleste andre aviser i en transformationsfase. Pengene investeres nu i det digitale og ikke i papir. Problemet er, at de lokale kommercielle aktører skal konkurrere med NRK på de samme platforme, men uden en stor pose offentlige penge. NRK får årligt 4,3 milliarder norske kroner i statsfinansiering. Derfor skal de kommercielle indholdsudbydere udkonkurrere NRK på de same områder. VGs debatredaktør tager deres nye vejrapplikation som eksempel. NRK har yr.no – en populær vejrside. Samtidig har VG lavet sin egen tjeneste, som brugerne skal betale for. Brugerne kan altså vælge mellem at få en gratis offentlig tjeneste eller at betale for den private.

Vi skal tale om kvalitet frem for kvantitet. Diskussionen skal ikke kun handle om størst mulig profit eller share. I stedet skal de gode argumenter på banen. Det er de gode begrundelser for visionerne, der skal skabe grundlaget for, hvordan vi skal tænke public service i fremtiden. Det slog Anker Brink Lund, der er professor i medieledelse ved Department of Business and Politics ved Copenhagen Business School, fast fredag formiddag på konferencen.

Udbudsjustering

Det unikke ved den nordiske public service model er spændingsfeltet mellem det private og det offentlige marked. For at skabe en så optimal public service formidling i fremtiden er det vigtigt at fokusere på balancen mellem de to sektorer. Det store spørgsmål er nu, hvordan en sådan balance findes? Løsningen ligger ifølge Anker Brink Lund i det, han kalder, udbudsjustering. Udbudsjusteringen skal ses som en slags serviceeftersyn med offentligheden in mente. Hver gang en ny idé skal blive til et konkret tiltag, må følgende spørgsmål stilles: »På hvilken måde tjener det offentligheden?«. Hvis det er nemt og indlysende, hvad svaret er, så kan vi ifølge Anker Brink Lund kategorisere programmet under public service. Spørgsmålet skal ikke bygge på, hvor stort et seertal vi kan hive hjem. Det skal i stedet handle om kvalitet i befolkningens tjeneste.

X-faktor – nu igen

I Danmark bliver X-Faktors eksistensgrundlag diskuteret livligt. Grundlæggende handler diskussionen om en uenig i forhold til, hvad public service reelt set er og skal være. Et argument går på, at X-Faktor formår at samle den danske befolkning og derved forstærker sammenhængskraften. Et modstridende argument siger, at X-Faktor netop går ind på markedets præmisser og derved ikke adskiller sig fra de kommercielle medieudbydere.

Anker Brink Lund stiller sig på tværs og påpeger, at diskussionen er forfejlet. Han ser ikke en ren kommercialisering af public service som en mulighed. Ej heller ser han en forøget leflen for eliten som et fornuftigt alternativ. Begrundelsen for at bringe et koncept som X-Faktor i Danmarks Radio skal findes i argumenterne for, hvorfor og hvordan programmet gavner offentligheden. Et eksempel, som Anker Brink Lund nævner, kunne være, at der på skærmen bliver reflekteret over psykologiske effekter af programmet. For eksempel hvad der får en 15-årig sig til at stille frem på skærmen og er skydeskive for den danske nation i prime time. Hver gang endnu omgang X-faktor skal stables på benene, må en ny grund til spørgsmålet om programmets relevans for offentligheden på banen. Når det bedste argument, der kan hives frem, er seertal, må vi diskutere om X-Faktor stadig skal være public service produceret eller om programmet måske har udtjent sin værnepligt.

Public service-medierne har stadig en berettigelse som formidler af kultur, sprog og national identitet. Public Service Broadcasting kan rette op på den såkaldte ”markedsfejl”, dvs. PSB kan noget, som markedet ikke kan. Så langt kunne panelets fire kultur- og mediepolitikere blive enige. 

Derudover synes der at være konsensus i panelet og forsamlingen om, at de unge forsømmes af de nuværende public service-tilbud og derfor er overladt til amerikansk ungdomskultur.

Ikke styre noget som helst

Panelet var også enige om, at licensfinansiering skal bevares frem for finansiering via skatten af hensyn til bl.a. den redaktionelle uafhængighed.

Den svenske politiker Lars Engqvist var stor fortaler for uafhængige public service-institutioner og påpegede et paradoks, hvor armslængde-princippet siger, at politikerne ikke skal styre ”noget som helst” i forhold til PSB. Samtidig har politikerne det overordnede ansvar for PSB, idet de skal klarlægge, hvilke regler der gælder på området. Han opfordrede i den forbindelse politikerne til at overveje deres egen rolle og tænke mere langsigtet. En interessant udmelding i disse detaljestyrede kontrakt-tider.

Facebook samler flere end public service

Ifølge panelet skal PSB have lov til at fungere på alle medieplatforme, da det er et grundvilkår i den digitale hverdag. Et synspunkt der formentlig er til stor ærgrelse for de kommercielle medier, der har kæmpet for at få online-medierne i fred for de konkurrenceforvridende statsstøttede public service-institutioner.

Men hvis PSB skal spille en rolle i fremtiden, må de nødvendigvis følge med medieudviklingen, dvs. være til stede på nettet og mobiltelefoner. I den forbindelse satte den danske medieordfører for Venstre, Ellen Trane Nørby, lidt provokerende spørgsmålstegn ved DR’s og TV2’s fællesskabsrolle, dvs. som medier der samler nationen, idet hun hævdede, at Facebook i dag er det største ”fællesskabsmedie” i Danmark med 2 mio. danskere.

Mursten eller public service-pulje?

En af de større uenigheder i debatten drejede sig om, hvorvidt public service skal være tilknyttet bestemte institutioner, eller om alle medier skal kunne få del i de økonomiske midler via en public service-pulje. Mens Ellen Trane Nørby ikke overraskende var af den klare overbevisning, at public service ikke skulle være knyttet til ”mursten og de traditionelle institutioner”, påpegede Lars Engqvist derimod en identitetsbekymring. Ifølge ham vil der opstå forvirring omkring afsenderen af public service-indhold, fordi der vil opstå tvivl om på hvilke vilkår, noget er produceret. Engqvist var generelt modstander af de såkaldte ”grænsetilfælde”.

Det skal lige siges, at Nørby dog ikke er tilhænger af en fuldstændig fragmentering af licensmidlerne ligesom i New Zealand. Det lød faktisk også lidt skræmmende den måde, hun sagde det på. For mit indre blik så jeg, hvordan tv-apparaterne i New Zealand langsomt slog revner… Lad os håbe det ikke sker i de nordiske lande! 

De kommercielle aktører er hårdt pressede. Og det kan de mærke i Berlingske, hvor især store udenlandske selskaber dræner det danske annoncemarked for penge. Penge som kanaliseres ud af det danske mediemarked. Det betyder, at der er færre penge til at producere kvalitetsjournalistik og dansk indhold som sådan.

Men konkurrencen kommer ikke kun udefra. Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, påpeger, at den nuværende mangfoldighed vil forsvinde, hvis Public service-medierne fortsat tilbyder ubegrænset medieindhold på nettet uden betaling. Den private mediesektor overlever ikke den nuværende model. En model hvor licensfinansierede medier udbyder indhold på nettet gratis samtidig med, at en hastig digitalisering tvinger de traditionelle printmedier at bruge mere tid på netindhold.

Større eller lige vilkår

Lisbeth Knudsen opstiller to scenarier. Enten bliver public service-medierne store og printmedierne bryder sammen på grund af aftagende annonceindtægter, internationaliseringen, ændret brugeradfærd og unfair konkurrence fra licensfinansierede konkurrenter. Det vil medføre mindre mangfoldighed, færre journalister og en svækkelse af vagthunden – en opgave som det private i stor grad varetager i dag. Ifølge Lisbeth Knudsen er public service-medierne med til at aflive de private på grund af de licensfinansierede mediers størrelse og anvendelse af nye medier.

Den nye model

For at de private medier skal overleve, skal man væk fra den nuværende analoge attitude og ind i den digitale tidsalder. Rammevilkårene skal forandres, så der ikke tænkes i frekvensknaphed. Dette er det andet scenarie. Folk skal vælge, hvad de vil. Lisbeth Knudsen understreger, at hastigheden tager til, og at markedet ikke er opdelt længere. Vi har et “alle-medie-marked”. Friheden i scenarie to er, at medierne skal stole på brugernes mediepræferencer.

Lisbeth Knudsen spørger, hvordan demokratiet kan styrkes. Så længe public service-medierne lægger materialet gratis ud på nettet, vil demokratiet aftage. Det drejer sig også om god journalistik, og om at de private medier kun kan levere kvalitetsjournalistik, hvis tingene ændres.

Konkurrencen udefra

Lisbeth Knudsen erkender, at roden til de kommercielle aktørers problemer ikke kun skal findes i public service mediernes tilstedeværelse på nettet. For eksempel dør store aviser i USA næsten hver måned. Derfor er licensfinansierede medier ikke den eneste årsag til de kommercielle mediers problemer. Globale spillere som Apple, Google, Amazon og Facebook æder også af de privates kage. Google er den største annonceindtjener i Danmark, og i 2011 vil annoncerne på net overgå annoncekronerne på print. De mange millioner bæres ud af landet. Derfor er den største fjende internationale selskaber så som Google, Microsoft og Facebook.

De kommercielle aktører har omstillingsproblemer. Det er ikke PS-mediernes skyld. Annoncemodellen er brudt sammen. Det er ikke PS skyld. Medieforbrugerne har ændret adfærd. Det er heller ikke PS-mediernes skyld. Og så har finanskrisen været hård for de kommercielle medier. Problemet er de nye medier, hvor de kommercielle konkurrerer med de licensfinansierede på det same område. Forskellen er, at de kommercielle ikke får offentlige penge.

Styrket mediesektor

De licensfinansieredes tilstedeværelse på nettet, er en fundamental problemstilling. Og den holder ikke i længden. Berlingskes chefredaktør foreslår, at public service-medierne giver de kommercielle aktører mulighed for at videresende materialet gratis. Opgaven er på nationalt niveau, hvor aktørerne skal finde sammen om fælles udfordringer. En mulighed er at public service-medierne stiller alt digitalt indhold til rådighed for andre udbydere uden betaling.

Er kulturprogrammer en sur pligt, som public service-medierne skal tvinges til at producere, og som befolkningen skal have stoppet ned i halsen på de brede kanaler, selvom de ikke gider se dem?

Troels Mylenberg, chefredaktør for Fyns Amtsavis, stiller spørgsmålstegn ved, om kulturprogrammerne netop er blevet smalle, fordi de bliver sendt på nichekanalerne. Hvad hvis man forsøgte at gøre det smalle bredt i stedet for at gøre det smalle smalt? Public service-medierne må gøre opmærksom på kulturprogrammerne og sørge for at fortælle os, at de er der. Det handler om at give hele befolkningen adgang til kulturen. Medierne skal være en plakatsøjle for livet, et vindue til verden - herunder også til kulturen og kunsten. Public service-medierne skal turde vælge noget til og fra og satse på det, de selv synes er væsentligt frem for at gemme programmerne væk på DRK.

Mette Davidsen Nielsen, administrerende direktør for Dagbladet Information, mener omvendt, at problemet er, at man har forsøgt at gøre det smalle for bredt, og at der dermed er tendens til at gøre det ligegyldigt. I stedet bør man satse på at lave det smalle af høj kvalitet. Mange kulturprogrammer har ikke været gode nok.

Maria Rørbye Rønn, nyudnævnt generaldirektør for DR, er enig i, at kulturformidling skal handle om lyst og kvalitet. Hun mener, at det er problematisk at fylde hovedkanalen med smalt indhold – det har man prøvet masser af gange, og der er ingen seere til det. Man skal ikke glemme den brede befolkning, og ikke alle er interesserede i smalle kunstprogrammer. For at opbakningen til licensen ikke forsvinder, skal public service-medierne derfor både sende smalle og brede programmer.

Christian Nissen, bl.a. tidligere generaldirektør for DR, værger sig også mod det elitære kultursyn. Med reference til Per Arnoldi og Troels Mylenbergs billede af public service som folkehøjskole anfører han, at højskolen netop er karakteriseret af bred folkelig kultur. Public service-institutionernes vigtigste opgave er borgerdannelse. Kulturen skal ud til alle, og det er vigtigere, end at de mennesker, der i forvejen går i teatret eller på kunstudstilling også kan se det i fjernsynet.

Mette Davidsen Nielsen, administrerende direktør for Dagbladet Information efterlyser i hendes oplæg blod. Frisk blod. Men kulturen bløder allerede, er der ikke set blodsudgydelser nok?

Det, som Mette Davidsen Nielsen savner, er den dunkende åre i kulturformidlingen. Som hun pointerer, er kulturforpligtelsen ofte fremhævet i PS debatten, måske netop fordi public serviceselskaberne ikke lever op til forpligtelserne på dette område. Og navnet siger det hele. Det er forpligtelsen, der driver værket. Ikke lysten til at formidle kultur. Her ser Davidsen Nielsen en stor del af problemet. Tv-seningen er i dag mere lystbetonet end nogensinde før, specielt de unges, og nøglen til nerve i formidlingen er derfor lyst.

Fra talerstolen stiller Davidsen Nielsen spørgsmålet om, hvorfor gnisten tabes, når kultur formidles i tv. Svaret kommer prompte; blodet siver. I netop formidlingen. Hun så gerne, at kulturformidlingen får del i den markante stigning af tv-seningen, der er set de seneste år. Et af hendes råd til dette er at lade være med at kigge tilbage til dengang man kunne give lektier for i tv. Hun peger i stedet fremad og et af hendes bud på fremtiden er faglighed. I værtsrollerne. I formidlingen skal man gå efter fagligheder. Autoriteter. Personligheder. De programmer vi husker, er dem, der er båret af stærke personligheder af kød og blod. Det er her, blodet kommer ind. Premiere. Bogart. 2. Sektion. Det vi har brug for er kant og faglighed. Det pæne og nydelige klæder ikke kulturformidlingen, afslutter Davidsen Nielsen.

Per Arnoldi och Troels Mylenberg talade för en Public Service som hyllar folkbildningsidealet, och jämförde med den Grundtvigska folkhögskolan.  Där lär sig både elever och lärare.

Bengt Göransson försvarade en verksamhet som ger sig själv rätten att bedöma utbudet, där programmen utgör ett ymnighetshorn för publiken att ösa ur.

Gunilla Ohls från YLE poängterade att det måste vara publiken som bedömer programkvaliteten, inte bolagen själva. Undersökningar visar att också unga vill ha "kvalitet", "kultur" och all slags musik.

Kvalitet, citerade Bengt Göransson framlidne filmchefen Harry Schein, är det som igenkänns som kvalitet. Det är när den som har lärt sig något ser att något är bra, som kvalitet kan kännas igen. Allmänna kvalitetskriterier är en orimlig tanke.

Ett kulturborgarråd i Stockholm kan därför ondgöra sig över att "inte ens 10% av konstnärerna i staden känner till våra kulturpolitiska mål". Jag säger då, sa Göransson, varför skulle en konstnär behöva göra det? Ska ha sedan måla en tavla och pricka av de mål som han därvid har förverkligat?

Det som sker är ett verkligt hot mot kulturens frihet - den så kallade beställar-leverantörmodellen. Beställaren anser sig kunna anlägga konstnärliga krav och ramar eftersom han har makten att beställa kultur.

Under diskussionen om den nordiska public service-modellen framhöll både Henrik Selin och Marit Ingves att EU får ta skott för misstag som andra begår. Både public service-bolag och kommersiella aktörer tenderar att använda EU som argument för sina egna ståndpunkter. Selin påpekade att EU faktiskt idag inte är så restriktivt som PSB-företagen vill göra gällande. Ingves å sin sida poängterade att konkurrenternas beskyllningar om marknadsförvridning eller otillbörlig konkurrens ofta inte alls bottnar i EU-regler, utan baseras på lokala eller regionala intressen.

Professor Hannu Nieminen vid Tammerfors universitet lyfte fram de stora ideologiska och praktiska utmaningarna för PSB i Norden.

PSB har målet att inkludera, skapa sammanhållning och konsolidera sin publik, dvs hela befolkningen.  Samtidigt fragmenteras medievärlden, och framför allt de yngre åldersgrupperna är fullständigt ointresserade av denna ideologi. Till exempel YLE har den högsta marknadsandelen men låga siffror bland under 30-åringar och sin största publik i åldersgruppen 64+

Den nya medieteknologin ger samtidgt oanade möjligheter. Här kan publikgrupper fungera som producenter och distributörer. Det här kräver ett nytänkande. Behovet av gamla PSB-strukturer minskar, och chansebn för PSB är att skapa lättare organisationer med större tyngdpunkt på innehåll och lyhördhet för förändringar i omvärlden.

Henrik Selin, kulturråd vid Sveriges ständiga representation vid EU i Bryssel berättade om de diskussioner och processer som pågår i Bryssel, och lyfte fram bl.a. följande utmaningar för PSB-företagen

• digitalisering av arkiven är en framtidsfråga. Arkiven är något som ingen annan har. Utan digitalisering kan de inte användas
• upphovsrättsfrågorna komemr att vara nyckeln till de framtida verksamheterna. Kollektiva licenser behövs för att materialet ska kunna göras tillgängligt
• kopiera inte BBC eller andra brittiska koncept. De nordiska PSB-företagen har haft en tendens att se BBC som förebild i alla sammanhang. Det är farligt, ansåg Selin

Erfarne danske TV-direktörern Björn Erichsen och de nordiska PSB-företagens Head of Office i Bryssel Marit Ingves presenterade var sin syn på nuet och framtiden. Public Service har återtagit en del av sin position som viktigaste informationskanal. Erichsen lyfte fram det faktum att PSB nu har orsak att rannsaka sig själv som representant för det nordiska medborgarsamhället. PSB-företagens TV-utbud har klarat sig oväntat bra i tittarkonkurrensen. Vi tittar fortfarande mycket på TV. Alltså har bolagen ett ansvar. Marit Ingves fortsatte med att lyfta fram Egypten och Ungern, två aktuella länder där PSB:s roll i demokratidebatten är avgörande.

Ingves ville också att de nordiska länderna ska öka trycket på press- och yttrandefrihet i Östeuropa, där PSB hotar gå under.

Diskussionen har handlat om ekonomi och konkurrens. Nu borde vi fokusera på journalistik och innehåll.

Konferensen om Public Service i Köbenhavn har samlat hela fältet av påverkare, aktörer och beslutsfattare.

Generaldirektörer, politiker, mediechefer, kulturfolk, press och andra intresserade. 110 personer från hela Norden.

Förutsättningar finns för en diskussion som klarlägger en hel del av de åsikter och fakta som styr besluten om Public Service-mediernas framtida roll i Norden.